Centralt beliggende erhvervslokaler til butik, showroom eller lignende Lokalerne i Østerports smukke stationsbygning tilbyder et stort kundepotentiale og gode rammer for detailhandel med tilhørende administration.
Østerport Station er en af Københavns travleste stationer med dagligt stor passagertrafik fra Metro, S-tog, Regionaltog og Øresundstog. Her passerer mange rejsende, som har behov for noget på farten. I dette lejemål bliver man nabo til succesfulde koncepter som 7-Eleven, Espresso House og Joe & The Juice. Vi søger en lejer med et koncept, der kan supplere den gode atmosfære på stationen og samtidig bidrage til den gode rejseoplevelse, vi ønsker at give vores kunder.
Lejemålet er særdeles velegnet til koncepter med behov for både kundevendte arealer og plads til eksempelvis administration, opbevaring eller personalefaciliteter. Stueetagen på 160 m² fremstår åben og fleksibel med tilhørende toiletfaciliteter. De mange vinduer og store glaspartier sikrer et flot naturligt lysindfald og skaber lyse og luftige rammer for både kunder og medarbejdere.
Derudover rummer lejemålet 107 m² på 1. sal med tekøkken, toilet med bad, tre gode lokaler samt repos.
Den smukke stationsbygning fra 1897 er præget af fine arkitektoniske detaljer – både på facaden og inde i selve lejemålet. Træpaneler, markante bæresøjler og karakterfulde lofter tilfører lokalerne charme og identitet og skaber en elegant kontrast til de øvrige lyse overflader.
Beliggenheden er blandt de bedste i København. Umiddelbart uden for døren ligger både Østre Anlæg og Kastellet, mens Søerne nås til fods via Dag Hammarskjölds Allé. I den anden retning er der kort afstand til centrum via Grønningen.
Kontakt for en uforpligtende dialog og eventuel fremvisning!