Nye opholdsområder, mere grønt og bedre belysning skal gøre det mere trygt og indbydende at færdes omkring Høje Taastrup Station.
Den 25. august blev det nyrenoverede Sydtorv og Banebroen officielt indviet ved Høje Taastrup Station. Projektet markerer en vigtig milepæl i udviklingen af området omkring stationen, hvor fokus har været på at skabe bedre rammer.
På Sydtorvet er der etableret nye opholdsområder med træer, beplantning, ny belægning og belysning. Der er også opsat spejle i loftet, som giver bedre overblik og bidrager til et mere åbent og trygt miljø. På Banebroen er belysning, cykelparkering, overflader og inventar blevet opgraderet.
Projektet er gennemført i samarbejde mellem DSB Ejendomme, Høje-Taastrup Kommune, Wihlborgs Ejendomme og en række øvrige aktører. Arkitektfirmaet Urban Power har bidraget til udviklingen af visionen og udformningen af området.
For Lars Gøtke, underdirektør i DSB Ejendomme, handler projektet om mere end de fysiske forbedringer:
“Stationer er mere end steder, hvor togene standser. De er knudepunkter, der binder transportformer, bydele og mennesker sammen. Derfor er det vigtigt, at de opleves som funktionelle, trygge og indbydende.”
Målet med projektet har været at styrke forbindelsen mellem stationen og byen samt skabe et grønnere og mere attraktivt byrum for alle, der bruger området.









