DSB sælger sin sidste grund på Godsbanearealet i Aaborg C til TN Udvikling og sætter dermed punktum for sin tilstedeværelse på Godsbanearealet.
TN Udvikling, som er køber af grunden, går nu i gang med at opføre 160 boliger. Raundahl & Moesby er entreprenørerne og Christopher Riekehr fra Rambøll er arkitekten bag projektet, mens lokale investorer sammen med TN Udvikling skal stå for driften på den lange bane.
Søren Beck-Heede, adm. direktør i DSB Ejendomsudvikling A/S, siger:
”Det har været interessant at kunne bidrage til dette usædvanlige og spændende projekt, og med salget af denne sidste grund, kan DSB nu sætte punktum for sin tilstedeværelse på Godsbanearealet. Jeg vil til gengæld med stor interesse følge udviklingen af Campus-området og de nye boliger på Godsbanearealet, for jeg er sikker på, at det bliver et super godt bidrag til udviklingen af Aalborg,” siger Søren Beck-Heede.
De første tanker og ideer om projektet blev født i 2009, da man startede med se på, hvordan man kunne omdanne det 18 hektar store Godsbaneareal til Campus og boligformål. Og nu er den sidste grund så solgt. Handlen omfatter et byggefelt på hjørnet af Dag Hammerskjølds Gade og Østre Alle.
I TN Udvikling ser man også frem til at komme i gang med arbejdet med de kommende boliger efter sommerferien, og direktør i TN Udvikling, Torben Nielsen, siger:
”Jeg er glad for, at vi trods corona-krisen er kommet på plads med dette sidste projekt. Det har vist sig, at Godsbanearealet er blevet et meget eftertragtet sted at bo og investere i. En af årsagerne er den effektive infrastruktur i området, og den bliver endnu bedre, når Plusbussen står færdig. Samtidig ser vi frem til, at Aalborg Kommune laver Østeråparken færdig og får Østerå fritlagt. Endeligt vil jeg gerne udtrykke en stor glæde ved det samarbejde, der har været med det nuværende byråd med Thomas Kastrup Larsen i spidsen samt med hans forgænger Henning G. Jensen.”
Sammen har Raundahl & Moesby og TN Udvikling stået bag udviklingen af cirka halvdelen af det samlede Godsbaneareal, som når byggeriet står færdigt i sommeren 2022, udgør et samlet areal på 115.000 m2 etagemeter.
Tilbage