Tirsdag den 4. april 2017 mødtes 40 unge iværksættere og kunstnere med repræsentanter for Næstveds erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner i den gamle DSB remise i Næstved.
Mødet var en kulmination på en række workshops, hvor de unge har brainstormet på, hvordan man frem over kan puste liv i de tidligere DSB-lokaler.
I DSB glæder DSB Ejendomme sig over, at de unge iværksættere og kunstnere ser muligheder i den gamle remise:
“Vi er altid på udkig efter nye ideer til at aktivere vores bygninger og vores erfaringer er, at de mest bæredygtige ideer er lokalt forankret og passer ind i lokalområdets ønsker og behov,” siger Jes Transbøl, underdirektør i DSB Ejendomme og fortsætter:
“Vi vil gerne støtte op om initiativer, som skaber liv på vores stationer, så vi håber selvfølgelig, at det lykkes for dem på sigt at finde den økonomiske støtte, der skal til for at få etableret det kreative miljø,” siger Jes Transbøl.
Vilde og kreative løsninger
Projektkoordinator for Iværksætterne i Næstved Ungdomsskole, Tenna Weng Pedersen, supplerer:
“De unge har både vilde ambitioner med remisen og sindssygt gode og kreative løsninger på en masse lavpraktiske udfordringer, og det har givet ekstra blod på tanden at mærke det engagement de tre workshops har skabt.”
Om de fremtidige muligheder for, at de unge kan realisere deres drømme i remisen i Næstved, siger Jes Transbøl:
“DSB har endnu ikke en aftale med de unge om at leje remisen, men vi håber, at vi kan vække interessen i Næstved, så erhvervslivet og det kommunale miljø får øjnene op for en fantastisk mulighed til at skabe vækst i Næstved. De unge har viljen og energien, men de skal have hjælp til at forankre det i nærmiljøet.”
Tilbage