• CPH Village på Nørrebro
CPH Village og DSB etablerer studielandsby på Nørrebro
CPH Village og DSB etablerer studielandsby på Nørrebro

Til efteråret i 2022 får Nørrebro 362 nye, betalelige studieboliger. Studieboligbyen vil gøre et stort bidrag til at løse Københavns mangel på boliger til unge og er det seneste samarbejde mellem DSB og boligvirksomheden CPH Village. Byggeriet på Nørrebro får forventeligt et 50% lavere CO2 aftryk end traditionelt byggeri i Danmark.

Pressemeddelelse  2. juni 2022

I efteråret vil der åbne endnu en flytbar studielandsby i København. Her kan 362 studerende flytte ind i CPH Village Nørrebro på DSBs tidligere rangerterræn v. Bispebjerg Station. Med åbningen af studiebyen vil iværksættervirksomheden CPH Village indtil videre have opført plus 800 studieboliger i København siden 2018 og dermed have gjort et godt bidrag til at løse manglen på studieboliger i Hovedstaden.

Samarbejdet mellem DSB og CPH Village bygger videre på deres succesfulde samarbejde om studiebyen i Jernbanebyen i København. Studielandsbyen i DSBs gamle Godsbanegård der åbnede i 2020, var den hidtil største boligbebyggelse i træ i Københavns Kommune og har aldrig haft en tom lejlighed i den nu godt 2-årige levetid.

“København er landets største studieby, og efterspørgslen på boliger er stor. Derfor arbejder vi benhårdt på at få sikret 12.000 nye ungdomsboliger over de næste 12 år, så der også fremover er gode rammer for unge og studerende her i hovedstaden. Men vi skal dreje på alle håndtag. CPH Villages flytbare studieboliger er en rigtig god måde at udnytte nogle af de ledige kvadratmeter i vores by, så vi her og nu kan hjælpe de unge med at få en god bolig midt i København, der er til at betale,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).”

CPH Village Nørrebro indskriver sig i en række nye, store initiativer i den blomstrende nærmiljø, som også omfatter stærke boligsociale indsatser v. fx. Nørrebro byggerne, et nyt bystrøg i Mjølnerparken og stor renovering af Mimersparken.

Den nye studielandsby på Nørrebro opføres ud til F-linjen med Lersøparkens store, gamle træer til den ene side og i urbane omgivelser med boghandlere og autoværksteder til den anden. Den Røde Plads og Nørrebro Station er rundt om hjørnet.

CPH Village forsøger at lave byudvikling på en ny og mere fleksibel måde. Den cirkulære bebyggelse i træmoduler er konstrueret til både at kunne skifte funktion, gøre permanent eller flyttes til nye placeringer. Tilgangen skaber dermed maksimal værdi for både grundejere og byen.

Bebyggelsen på Nørrebro bliver det største boligbyggeri i træ der til dato er opført i København, og det udmærker sig ved et rekordlavt CO2 aftryk – hele 50% under en gennemsnitlig nybygget bolig i København. CO2-besparelsen opnås gennem grønnere materialevalg og en smartere udnyttelse af boligens areal.

Samtidig vil bebyggelsen blive lige så vild og biodivers, som DSB og CPH Villages første bebyggelse i Jernbanebyen, der var den første bebyggelse i Københavns Kommune med forskningsbaseret biodiversitetsstrategi.

“Jeg ser frem til at udvide samarbejdet med CPH Village, og det glæder mig, at vi på denne måde kan medvirke til, at flere studerende kan få en bæredygtig bolig i det centrale København, som er til at betale. Hele konceptet taler lige ind i DSB’s store fokus på bæredygtighed og samtidig er vi med samarbejdet med CPH Village om midlertidige studieboliger med til at sætte gang i udviklingen af et hengemt industriområde,” sigerLars Gøtke, Underdirektør for DSB Ejendomme.

Siden lanceringen af CPH Villages første by på Refshaleøen har over 7.000 studerende skrevet sig på ventelisten til en af CPH Villages eksisterende studieboliger på Refshaleøen og i Jernbanebyen.

”Vi er meget glade for endnu engang at kunne samarbejde med DSB om at bidrage til at løse manglen på studieboliger i København. DSB forventer, at vi rykker barren for klimavenlighed og biodiversitet, og det motiverer os, for vi vil kun arbejde med de allermest ambitiøse grundejere. Vi vil som virksomhed gerne vise en ny måde at bygge og bo på indenfor de planetære grænser, som kan inspirere og eksporteres til resten af verdens storbyer. Vi tror, at samarbejdet med DSB om CPH Village Nørrebro kan bidrage til den mission”, udtaler Frederik Noltenius Busck og Michael Plesner, Co-Founders i CPH Village.

Tilbage