• Bydelsdebat_jernbanebyen_august_2019
Flot fremmøde til bydelsdebat i Jernbanebyen®
Flot fremmøde til bydelsdebat i Jernbanebyen®

Ca. 150 engagerede borgere mødte onsdag eftermiddag op på Otto Busses Vej i København, hvor Københavns Kommune havde inviteret til bydelsdebat om den fremtidige udvikling af godsbaneterrænet. Her ejer DSB Ejendomme sammen med Freja ejendomme over 400.000 m2, som skal blive til en ny bydel ved navn Jernbanebyen®.

Arrangementet bestod af en debat med deltagelse af overborgmester Frank Jensen, fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Madsen, kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde, samt grundejerne i området, direktør for Freja Ejendomme Carsten Rasmussen og direktør for DSB Ejendomsudvikling Jes Transbøl.

Til debatten blev de fremmødte borgere spurgt om præferencer for området, hvor de skulle tilkendegive deres holdning ved at holde et stykke papir med forskellige farver på siderne op.

Debatten blev fulgt op med masser af spørgsmål og god dialog mellem borgmestre, grundejere, Københavns Kommune og borgere ved runde borde. Her var der også stor interesse for at høre mere om, hvad de respektive parter har af visioner for Jernbanebyen®.

Slutteligt gav en rundvisning i området borgerne et godt indblik i den eksisterende infrastruktur samt grundejernes ønsker om en udvikling i etaper. Lokaludvalgene fra Vesterbro og Kongens Enghave fik også mulighed for at lufte deres ønsker for området.

Rundvisningen sluttede hos BaneGaarden, hvor et øko-gårdbrug er undervejs. Her kunne en af stifterne af BaneGaarden, Søren Ejlersen, fortælle om planerne for et mekka af bæredygtighed, læring og fællesskab i de gamle trælader.

Bydelsdebatten blev afholdt i forbindelse med at Kommuneplan 2019 sendes i høring fra slutningen af august til 21. oktober.

Tilbage