• BaneGaarden i Jernbanebyen
  • BaneGaarden i Jernbanebyen
Grøn oase skal være bæredygtigt lokomotiv
Grøn oase skal være bæredygtigt lokomotiv

Første skridt i udviklingen af Jernbanebyen mellem Vesterbro og Sydhavnen er åbnet – en byoase dedikeret til grøn læring og næring er klar til indbyggerne i København.

Pressemeddelelse fra Realdania

Under en flok fredede træer langs banelegemet står ni bevaringsværdige trælader, døbt ‘BaneGaarden’. De sidste 50 år har laderne stået urørt hen, indtil man i 2019 påbegyndte en ombygning og restaurering efter gamle håndværkstraditioner og med bæredygtige materialer. Det er en håndfuld iværksættere og ildsjæle, der i samarbejde med DSB Ejendomme og foreningen Realdania har genoprettet laderne til en urban oase, hvor besøgende kan smage, lære om og inspireres til en grønnere fremtid, skriver Realdania i nyhederne

– Vi glæder os til at byde københavnerne velkommen til BaneGaardens forunderlige verden med aktiviteter for alle alderstrin. Her kan du fare vild og finde vej, inden for alt fra gastronomi, biodiversitet, bæredygtigt byggeri og håndens kunst, siger Janne Axelsen, direktør og partner.

Læring og næring på samme sted
På BaneGaarden kan man tage på økologisk marked, fermentere sine indkøb, høre musik og foredrag – og så vil stedet have et grøntsags-pizzaria for børn. Derudover byder Københavns nye udflugtssted også på hurtige østers fra danske farvande og grøn greasy mad fra BaneGaardens restaurant, Lade 609 – Rakils.

– Det bliver et sprudlende nyt område, gemt kun 50 meter fra Dybbølsbro, hvor du kan få jord under neglene og læring under huden. Samtidig bliver det også et sted, hvor du kan lade verden suse forbi med et godt glas vin, en let bid mad eller et solidt måltid, siger Kenn Husted, som er partner i BaneGaardens restaurant.

BaneGaarden rummer også en kultur- og læringslade, der fx vil vise grønne dokumentarfilm, afholde debatter og dyrke fællesskabsdannende arrangementer; alt sammen med en grønnere fremtid som formål.

Små skridt på en grøn sti
Afsættet for BaneGaarden er et ønske om at dyrke og udvikle redskaber til at styre vores verden i en mere grøn retning. Visionen er at involvere gæsterne i læringsprocesser med alt fra sanselige aha-oplevelser til traditionelle workshops. På BaneGaarden kan man blive klogere på, hvordan man kan skabe små grønne oaser i sit eget liv – ingen løftede pegefingre, men inspiration til praktisk handling.

– Ved at skabe nogle rammer, der giver mulighed for deltagelse, kan vi opdyrke en lyst til og viden om, hvordan selv små adfærdsændringer kan bidrage til en mere bæredygtig hverdag. Vi skal vise vej til løsninger og lade alle tage del i udviklingen så de kan tage det med hjem, siger Søren Ejlersen, partner.

Industri med indbygget stemning
DSB Ejendomme er glade for samarbejdet med BaneGaarden og den filantropiske forening Realdania:

– Det flotte arbejde med restaurering af træladerne og al den energi og aktivitet herfra udspringer af en optimal kombination af BaneGaardens “grønne” kreativitet og iværksætteri og Realdanias filantropiske indsats med fokus på bygnings- og kulturarv.

– Med BaneGaarden lægges kimen til det næste kapitel i Jernbanebyens transformation fra et lukket værkstedsområde til en åben, levende bydel. Projektets bæredygtige, grønne og sociale profil er fuldstændig i tråd med vores visioner for Jernbanebyen, hvorfor vi er sikre på, at BaneGaarden vil give det helt rette afsæt for bydelens udvikling over de kommende år, siger underdirektør i DSB Ejendomme, Lars Gøtke.

Foreningen Realdania har støttet ombygningen af træladerne til nyt grønt mødested.

– Området ved Otto Busses Vej har en særlig identitet og historie og er derfor et godt udgangspunkt for alternativ byudvikling, hvor alle samarbejder om at fremme en bæredygtig dagsorden. Det gælder udviklingen af hele området, de materialer der anvendes i byggeriet, og også de græsrødder der nu er flyttet ind på BaneGaarden. Samtidig får de gamle industribygninger nyt liv, siger filantropidirektør Nina Kovsted Helk.

Tilbage