International kunstinstallation på Fredericia Banegård
International kunstinstallation på Fredericia Banegård

Foto-credit © Martin Creed/VISDA

Med den store installation Half the air in a given space er mere end 18.000 balloner i blå, hvid og lyserød pustet op og installeret tre centrale steder i Trekantområdet, i billetsalget på Fredericia Banegård, på Kolding Bibliotek og i byrådssalen på Vejle Rådhus.

Installationens udtryk varierer afhængigt af stedets karakter og den arkitektur, der sætter rammen. Også farven på
ballonerne er specifikt valgt til den enkelte bygning, hvilket skaber tre forskellige og udtryksfulde værker.

Værket er skabt af den britiske kunstner Martin Creed, der har udstillet på en lang række institutioner verden over og vundet den prestigefyldte Turner Price. Det er kunstnerens første solo-udstilling i Danmark. Creed forvandler ofte hverdagsobjekter til overraskende og humoristiske betragtninger over vores eksistens, og hans værker interagerer med både mennesker og steder. Hans humorfyldte og tankevækkende værker har gjort ham til et af de største navne på den internationale samtidskunstscene. Half the air in a given space er en rumlig installation, der aktiverer de besøgende og gør kunsten til en kropslig oplevelse.

I Half the air in a given space fyldes et rum med balloner svarende til halvdelen af rummets kubikmeter. En simpel instruks med en betydelig effekt, da man i de ballonfyldte rum inviteres til at fortabe sig og finde sin egen vej rundt. Den ambitiøse satsning på at vise international kunst i storformat er helt ny i Trekantområdet. Projektet skal sætte spot på Trekantområdet og give både borgere og gæster en helt unik oplevelse. Værket vises under Trekantområdet Festuge, der løber af stablen fra den 24. august til den 2. september.

Projektet er støttet af Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond, Region Syddanmark og EWII.
Se åbningstider på www.trekantfest.dk eller læs mere om projektet på www.halftheairinagivenspace.dk

Tilbage