Udlejning Gasoline Grill på Vesterport
Kunder får verdensklasseburger på farten
Kunder får verdensklasseburger på farten

De københavnske S-togskunder kan nu sætte tænderne i danske burgere i verdensklasse, da Gasoline Grill har åbnet endnu en burgerbar – på Vesterport station.

Det er nogle af verdens bedste burgere, der bliver langet over disken på Vesterport station i disse dage. Den danske burgerkæde Gasoline Grill har nemlig åbnet en burgerbar i den lille butik på perronen.

Tilbage i november sidste år blev DSB kontaktet angående muligheden for at åbne en burgerbar i den lille butik på stationens perron. Hjulene blev hurtigt sat i gang, og ifølge Erhvervsmægler hos DSB Jeannette Romby, var man fra starten interesseret i at få noget anderledes ind på stationen.

“Vi vidste jo, at det var et rigtig godt navn, og vi vil gerne arbejde med noget, der skaber liv og er til glæde for kunderne”, forklarer Jeannette Romby, der også har arbejdet for at få koordineret de sikkerhedsmæssige udfordringer med Banedanmark, som ejer perronen.

Burger blandt verdens bedste
Det er ikke første gang, at Gasoline Grill åbner i nogle lidt “skæve” omgivelser, da deres første restaurant ligger på en gammel tankstation på Landgreven.

Selvom der kun er fire forskellige burgere på menukortet, er de røget ind på listen over verdens bedste, ifølge det amerikanske medie Bloomberg. Her kårede de nemlig Gasonline Grills burger som værende blandt de 27 bedste i verden. Og det har naturligvis givet den lille kæde ekstra opmærksomhed.

Foruden burgerbarerne på Landgreven og Vesterport, har Gasoline Grill en burgerbar på Niels Hemmingsens Gade og en madbod på Broens Gadekøkken på Christianshavn.
Sikkerheden først

Der har naturligvis været nogle sikkerhedsmæssige problemstillinger, der skulle planlægges, inden den nye burgerbar kunne åbne. Blandt andet har man skulle koordinere de sikkerhedsmæssige aspekter i forbindelse med ombygningen – i særdeleshed ændringen af bygningens facader, fortæller Jeannette Romby.

Som det kan ses på billedet, har det været nødvendigt at lave salgsvinduet i enden af butikken, da en kødannelse langs perronkanten kunne vise sig farlig.
Tidligere har der været en DSB-kiosk og senest en mobilreparationsvirksomhed i den lille butik på stationen.

Kvalitetsmad vinder frem
Hos Gasoline Grill håber man på, at den nye burgerbar skaber en trend for at servere gourmetmad på togstationer, som man kender det fra USA og Japan. Men direktør og medejer af Gasoline Grill, Klaus Wittrup, erkender også, at der kan være en udfordring i, at madgæsterne skal nå et tog.

“Hvis vi er supereffektive og ikke har for meget kø, så kan vi lave en burger på fire minutter, men hvis der opstår kø, kan det være vores gæster må springe et tog over, og det ved vi endnu ikke, om de er villige til at gøre”, har han sagt til TV2 Lorry.

Jeannette Romby bemærker, at der blandt andet også er flere kvalitetsspisesteder på Københavns Hovedbanegård, og at det går rigtig godt for de steder, selvom de ligger side om side med fastfood-kæder.
“Folk efterspørger kvalitet, og det vil vi selvfølgelig gerne byde ind med”, siger hun.

Foto: Gasoline Grill

Tilbage