Vi giver her nogle gode og konkrete råd til, hvordan du kommer videre med din idé til at skabe nyt liv på din station.
1. Kontakt DSB Ejendomme for sparring
Vi kan fortælle nærmere om mulighederne for anvendelse af den pågældende bygning. Det er nemlig ikke alle bygninger, der kan bruges til alt. Dels af hensyn til jernbanesikkerhed, dels bygningens udformning, lokalplanen osv. Meget kan dog lade sig gøre, og vi vil meget gerne sparre med jer. Senere i projektet kan vi også hjælpe med at være kontaktled til kommunen.
2. Organisér jer. Find sammen om den gode idé, så I kan løfte i flok
Der skal være en organisation, der koordinerer projektets mange nødvendige aktiviteter: kontakten til udlejer/bygningsejer, borgermøder, møder med myndigheder, evt. kontakt til lokalavisen, osv. Lav derfor en eller flere arbejdsgrupper. Tænk også over, hvem der skal stå som kontaktperson ved fondsansøgninger.
Overvej, hvilke samarbejdspartnere der er. Det kan f.eks. være kommunen, DSB Ejendomme og andre. Lav en oversigt med navne og kontaktoplysninger.
Vurdér, om det vil være en god idé, at I tidligt i processen får et samarbejde med en fagperson. Det kan f.eks. være en bygningskonstruktør eller arkitekt, der laver nogle indledende inspirationsskitser el.lign.
Spørg jer selv:
- Kender vi nogen, der har prøvet sådan noget før, og kan vi trække på disse erfaringer?
- Hvem er god til at samle folk?
- Hvordan organiserer vi os?
- Hvem er god til at få idéer?
- Hvem er god til at skrive?
- Hvem kan noget med økonomi?
- Tilbyder vores kommune nogen form for iværksætterhjælp/rådgivning?
Læs gerne om andre projekter fra Nyt liv på stationerne
3. Gør den gode idé til et konkret projekt, som I bl.a. kan søge fondsmidler til
- Styrk projektets idé, så det fremstår klart, hvad I vil, hvorfor og for hvem -og få det skrevet ned.
- Fremhæv nødvendigheden, det nyskabende, og især hvordan det bidrager positivt til lokalområdet.
- Overvej også, hvordan projektet skal drives efter etableringsfasen.
Spørg jer selv:
- Hvorfor skal der liv i den gamle stationsbygning?
- Hvordan skal der komme liv i stationsbygningen?
- Hvem skal stationsbygningen henvende sig til og hvorfor?
- Hvad giver det til byen?
- Er det et langtidsholdbart projekt?
- Hvad er vores overvejelser vedr. drifts- og anlægsudgifter: Kan der laves en solid forretningsplan?
4. Projektbeskrivelse – Gør projektet overskueligt og let forståeligt
Projektbeskrivelsen kan have forskellige funktioner. Den kan bruges som indledende præsentation til en fond eller pulje. Den kan være en integreret del af ansøgningen eller vedlægges som et bilag.
Projektbeskrivelsen kan også bruges til at vise til andre, der kan have interesse i projektet: Lokale virksomheder, der måske vil sponsere materialer eller myndigheder, der skal søges om tilladelser hos.
Indsæt relevante fotos, kort og tegninger over området og bygningen. Sæt projektbeskrivelsen op i et overskueligt og pænt layout. På den måde bliver både projektet og jeres budskab mere indbydende og forståeligt.
Lav en kort beskrivelse (resume, elevatortale) – ud fra beskrivelsens første sætninger skal en fond kunne forstå hele projektet og finde det interessant nok til at ville læse videre.
Lav også en detaljeret beskrivelse – en fond skal nemt kunne finde alle relevante oplysninger, enten som bilag eller i selve ansøgningen. Relevante afsnit i projektbeskrivelsen er f. eks:
Projekttitel – Hvem er ansøger/kontaktoplysninger – Det ansøgte beløb – Projektets baggrund, formål, indhold/aktiviteter – Målgrupper – Tidsplan – Anlægsøkonomi/driftsbudget, Finansieringsplan.
Alt sammen skal beskrives præcist, være motiveret og målrettet den aktuelle fond. Det kan f.eks. være, at én fond kun støtter mursten, en anden inventar, en tredje aktiviteter. Tilpas derfor ansøgningen til den aktuelle fond. Husk at oplyse det fulde budget og oplys hvilke andre tilskudsgivere, der er er ansøgt hos.
Spørg jer selv:
- Hvem kan beskrive idéen på skrift?
- Hvem er god til at tage billeder?
- Hvem kan sætte tekst og billeder sammen i ét dokument?
- Hvem kan indhente tilbud på realisering af idéen?
- Hvem kan opstille et budget for projektet?
- Hvordan gør vi projektet bæredygtigt, så der også er midler til vedligehold, rengøring m.v.
- Er der nogle regler og love, vi skal være særligt opmærksomme på?
5. Finansiering
Find penge lokalt
De første penge er ofte de sværeste at finde, fordi de blåstempler projektet. Men det styrker en ansøgning, når man kan vise, at projektet har en bred lokal opbakning; både ift. organisering og ift. økonomi. Overvej derfor, om I selv har nogle midler, eller om der kan samles et beløb ind lokalt -loppemarked -indsamling i byen og hos lokale virksomheder -sponsorbeløb -lokal arbejdskraft, der kan doneres i form af arbejdstimer eller materialer.
Undersøg også, om der er lokale puljer og fonde i jeres egen kommune, som I kan søge først. De store fonde kan godt lide, at projektet er støttet lokalt. Så det er en god idé at kunne dokumentere de forskellige former for lokal opbakning til projektet.
Find penge nationalt
Søg herefter de nationale fonde, som I har vurderet, er de mest relevante for projektet. Vurdér, om I til en start kun vil søge penge til et mindre forprojekt, hvor I samarbejder med en fagperson f.eks. en bygningskonstruktør eller arkitekt. Eller om I vil søge penge til at realisere hele projektet på én gang.
Find og søg de rigtige fonde
Skriv ansøgningen så kort og præcist som muligt og tilpasset den aktuelle fond, der søges hos. Undgå at lave standardansøgninger. Det er nemmere, men giver sjældent penge.
Undersøg fondene – tal gerne med dem – se, hvad de har støttet tidligere og med hvor store beløb. Udvælg og ansøg hos enkelte og relevante fonde. Vær konkret med, hvad fondens penge skal bruges til. Følg nøje fondens anvisninger og ansøgningsprocedure. Langt de fleste fonde og puljer har elektroniske ansøgningssystemer, men enkelte har ansøgningsskemaer eller blot vejledninger, der skal følges.
Overhold alle krav, husk alle bilag og tidsfrister. Informér fondene, hvis der sker ændringer i projektet.
Kontakt gerne DSB for rådgivning ifm. fondsansøgninger.
Spørg jer selv:
- Hvordan formidler vi idéen til hele byen?
- Kan vi rejse de første penge lokalt?
- Skal vi først søge om penge til et forprojekt – eller kan vi bare gå i gang?
6. Afrund projektet – og fortsæt det gode arbejde
- Dokumentér løbende projektets udvikling og økonomi. Husk at afrapportere efter fondenes krav.
- Hold driftsbudgettet – og tænk gerne i indtægtsgivende aktiviteter, der fortsat kan udvikle stedet.
- Sørg for at takke fonde og bidragsydere evt. ved presseomtale, takketale ved indvielsen og /eller en tavle på bygningen.
- Fortæl løbende om projektet – hjælp folk til at blive aktive brugere af stedet
Spørg jer selv:
- Hvor og hvordan kan vi fortælle om projektet?
- Hvordan indvier vi projektet?
- Hvem er god til at samle op på projektøkonomi?
- Hvem er god til at afrapportere?
Relevante fonde og puljer
Realdania www.realdania.dk
Forening arbejder for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø
Nordeafonden www.nordeafonden.dk
Støtter almennyttige og velgørende formål inden for motion, natur og kultur
Lokale- og Anlægsfonden www.loa-fonden.dk
Udvikler og rådgiver om byggeriprojekter og fysiske faciliteter indenfor fritidslivet. Støtter indenfor idræts-, frilufts- og kulturlivet
A. P. Møller Fonden www.apmollerfonde.dk
Retter sig almindeligvis mod ”hjælp til selvhjælp”. Fonden støtter initiativer, der er præget af gode idéer, arbejdsomhed og samarbejde
Landdistriktspuljen www.livogland.dk
Støtter projekter, der kan fremme beskæftigelse, erhvervsudvikling, samt lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne.
Søg bredt
Der findes flere forskellige hjemmesider, der har lavet et samlet overblik over de mange forskellige fonde og legater, man kan søge hos. De fleste har gratis adgang til nogle af søgefunktionerne og betalingsordning på andre af funktionerne f.eks. www.legatbogen.dk.
Få inspiration fra Nyt liv på stationerne
Liv i Ringe station
Musik og kreativitet i Langå
Café i Sorø
Borgerservice og fællesfaciliteter i Bramming