Nyt projekt for banegraven ved Vesterport Station
Nyt projekt for banegraven ved Vesterport Station

Et konsortium af private aktører har i denne uge fremlagt et projekt, der delvist vil overdække banegraven ved Vesterport Station og samtidigt skabe et helt nyt erhvervs- og boligområde, som udover kontor og boliger vil indeholde grønne byrum, biograf i verdensklasse, et lille by-teater og internationale hoteller.

DSB Ejendomme er som ejer af luftrummet over banegraven med i realiseringen af projektet og det samme er Nordisk film, der ejer Palads biograf samt grunden den ligger på.

I forbindelse med projektet vil Vesterport Station og tilstødende adgangsveje blive renoveret, så de fremstår som et moderne trafikknudepunkt med station og kontorbygninger i tæt integration med S-banen, så man kan komme op og ned på perronerne gennem det nye byggeri – ligesom man kender det fra andre storbyer.

Hos DSB Ejendomme glæder Jes Transbøl, underdirektør, sig over projektet:

”Det er en spændende udvikling, når vores stationer i højere grad kan integreres og smelte sammen med det øvrige byrum og samtidig meget positivt, når DSB’s arealer kan bidrage til udviklingen af byen, siger underdirektør Jes Transbøl, DSB Ejendomme.

Projektet er fortsat i sin indledende fase, da det først skal behandles i Københavns Teknik og Miljø Forvaltning samt i Økonomiudvalget og derefter sendes i offentlig høring.

 

 

Tilbage