Midlertidige_udlejninger_OBV_April19
Studieboliger og økobrug på vej til Otto Busses Vej
Studieboliger og økobrug på vej til Otto Busses Vej

På DSB’s gamle værkstedsområde på Otto Busses Vej i København vil studerende snart kunne flytte ind i en lækker ny studiebolig. Samtidig bliver det muligt at opleve, sanse, røre og spise økologisk dyrkede grøntsager i forbindelse med, at DSB’s gamle trælader fra 1900-tallet får nyt liv som samlingssted for lokalbefolkning og besøgende. Det sker, når CPH Village og BaneGaarden slår dørene op til deres nyeste projekter.

Underdirektør i DSB Ejendomme, Jes Transbøl, byder de to nye lejere velkommen:

“Det glæder mig, at CPH Village og BaneGaarden har valgt at flytte ind på Otto Busses Vej. Ånden i deres projekter er lige det, vi ønsker i området, nemlig at sætte områdets grønne profil i spil, og samtidig får vi åbnet for københavnerne og andre interesserede med attraktioner, der inviterer indenfor. Yderligere er de med til, at området bliver udnyttet på bedste vis, mens vi venter på den endelige udformning af områdets fremtid.”

OBV skal være mix af boliger og erhverv
Det er ikke kun de to virksomheders grønne og udadvendte profil, der passer rigtig godt til ambitionerne på DSB’s værkstedsområde:

“På den lange bane ser jeg blandt andet et mix af boliger og erhverv i området, og her præsenterer vores to nye lejere et ben hver. Som naboer får de Oehlenschlägergades Skole, som allerede er etableret og over en tre-årig periode vil være fyldt med skoleelever, og endeligt er vi også i dialog med Rudolf Steiner Skolen om at flytte ind i området,” siger Jes Transbøl-

CPH Village vandt et udbud og således retten til at etablere studielandsby. De har lejet sig ind på en 10-årig kontrakt, og der vil blive bygget boliger til cirka 200 studerende.

Et grønt fyrtårn
Når BaneGaarden slår dørene op i de gamle trælader, får København ikke bare et nyt, men et grønt fyrtårn, hvor æstetik, bæredygtighed, sundhed, planter, smagsoplevelser og naturlig sanselighed vil være omdrejningspunktet.

En af initiativtagerne bag BaneGaarden og medstifter af Aarstiderne, Søren Ejlersen, siger:

“BaneGaarden skal være et sted, som er relevant for et bredt udsnit af befolkningen. Ikke bare et sted, hvor man hænger ud, men et sted man påvirkes og inspireres af – et sted, der fører til, at besøgende går hjem med både lysten til og viden om, hvordan selv små adfærdsændringer kan bidrage til en mere økologisk og bæredygtig hverdag.”

DSB’s trælader mistede deres oprindelige funktion, da anvendelsen af træ på værkstedsområdet blev udfaset, men nu får de gamle bygninger nyt liv. Foreningen Realdania støtter projektet med fem millioner kroner. Pengene går til istandsættelse af træladerne og de nærmeste omgivelser:

“I Realdania vil vi gerne være med til at give nyt liv til en stærk bygningsarv. Værkstedsområdet på Otto Busses Vej har en særlig identitet, som giver mulighed for nytænkende byudvikling i unikke rammer. Træladerne er et bærende element i dette industrikulturmiljø, som fortæller en vigtig historie om København. Vi glæder os til at se bygningerne i samspil med BaneGaardens aktiviteter for mad, natur og fællesskab,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Nye lækre boliger til studerende
CPH Village, som står bag studieboligerne på Refshaleøen, flytter også ind i de grønne områder på Otto Busses Vej, hvor de vil bygge en studielandsby. Studieboligerne bliver bygget i træ, og landsbyen skal udvikles i harmoni med området.

Co-founder og direktør for CPH Village, Frederik Noltenius Busck, siger:

“Vores studielandsby på Otto Busses Vej bliver en urban oase på en magisk uopdaget plet midt i København. Vi bygger boligerne i træ, som dels vil rime på den lille skov, vi placerer boligerne i, og samtidig vil de give nyt liv til DSB’s flotte, gamle trælader på nabogrunden. Vi glæder os til at flytte ind og bidrage med liv og virkelyst til udviklingen af den kommende bydel.”

Tilbage