Ringkøbing station
Ringkøbing Udviklingsforum vil skabe liv i stationen
Ringkøbing Udviklingsforum vil skabe liv i stationen

Den smukke stationsbygning i Ringkøbing står tom og ubrugt hen, men det arbejder det lokale udviklingsforum på at ændre. DSB Ejendomme ejer bygningen, og er glade for interessen fra og samarbejdet med Ringkøbing Udviklingsforum om at få aktiveret stationsbygningen, så den igen kan være et aktiv i lokalsamfundet.

Samarbejdet falder ind under DSB Ejendommes koncept ”Nyt liv på stationerne”, som netop handler om at genaktivere stationsbygninger som ikke længere er nødvendige for jernbanedriften.

Det sidste års tid har Ringkøbing Udviklingsforum inviteret indbyggerne til at komme med forslag til hvad den fredede stationsbygning kan bruges til. En lokal styregruppe har arbejdet videre med mere end 70 forslag, som blev sendt ind, og der er enighed om at arbejde videre med at skabe et hus, som dels er et nyt værested for byens unge, og dels er et center som arbejder for at fremme lokale fødevarer.

Og netop byens unge var i starten af april inviteret på besøg i stationsbygningen, hvor de i bytte for fadøl og grillpølser skulle komme med idéer til aktiviteter. Hele 75 unge mødte op og bød ind med forslag, som der nu arbejdes videre med, f.eks. idéer om ungdomshus, til musikøvelokaler til lektiecafé.
Ringkøbing stationsbygning blev opført i 1877 og fredet i 1993. Den ligger på den vestjyske længdebane mellem Esbjerg og Struer, som siden 2003 har været betjent af Arriva. I 2015 besluttede Arriva at lukke det betjente billetsalg på stationen fra december 2015.

Kilder: Ringkøbing-Skjern Dagblad, DSB Ejendomme

Tilbage