Siden DSB i august 2022 satte tryghedsvagter ind og øgede overvågningen på en række udvalgte stationer i og omkring hovedstadsområdet, er trygheden blandt DSB’s kunder steget.
De cirka 30 vagters indsats har båret frugt i form af stigende tryghed, og kunderne har taget godt imod det nye initiativ, som skal skabe mere nærvær og tilstedeværelse på stationerne i hverdagen. Ligesom opgaverne er mange og forskelligartede, er det også forskelligt, hvornår på dagen, der er mest brug for tryghedsvagterne. Timerne mellem klokken fem om morgenen og klokken 15 er ofte forholdsvist stille, men når myldretiden starter, stiger travlheden.
Vagterne runderer på 29 udvalgte stationer på Ringbanen og fra Hellerup til København H og på strækningerne København H-Køge og København H-Høje Taastrup.
Flere tiltag mod utryghed
Men tryghedsvagter gør det ikke alene. Da ordningen gik i luften, var der en række andre tiltag under paraply-ordet ”Tryghedspakken”. Blandt andet mere og bedre overvågning samt en tryghedstelefon, kunderne kan ringe til, hvis de føler sig utrygge. Ringer kunderne til tryghedstelefonen, kommer de igennem til DSB Overvågning, hvor medarbejderne vil kunne fokusere på stationen kunden står på og medarbejderen vil kunne tilkalde hjælp, hvis det er nødvendigt.
Lars Gøtke, underdirektør i DSB Ejendomme, siger om projektet:
”Vi har hængt plakater op på de udvalgte stationer med tryghedsinformation og nummeret på vores tryghedstelefon. Det har folk endnu ikke helt taget til sig, og vi vil nu starte en ekstra kampagne for at skabe fokus på nummeret. Arbejdet med at skifte eller opgradere 700 kameraer er i gang og vil være færdigt i løbet af 2023. Alt i alt har det været en tilfredsstillende start på projektet, og jeg ser frem til at se tryghedsmålingerne, når vi er fuldt oppe at køre,” siger Lars Gøtke.
Foto: Bjarke Ørsted
Tilbage