I august 2016 åbnede Britt Vorre, Thomas Bendtsen og Kasper Kragelund et streetfoodmarked i DSB’s gamle busgarage ved siden af rutebilstationen i Aarhus. Her køber tusindvis af besøgende hver dag mad og drikke fra ca. 25 forskellige køkkener, som alle følger samme koncept: at man kan købe et godt måltid til omkring 50 kr.
Indehaverne bag Aarhus Street Food håbede på 600.000 gæster i løbet af det første år, men det blev til hele 1,5 mio. gæster. Den store succes med de mange besøgende har efterfølgende ført til etablering af 1000 siddepladser udenfor som supplement til de 680 indendørs siddepladser.
Som gæst er du ikke i tvivl om, at du er i en gammel busgarage – hvis du vel at mærke kan fjerne blikket fra de lækre retter og lægge mærke til omgivelserne. Indretningen er sparsom, og der er ikke brugt penge på unødvendig pynt. Det giver stedet en rå og uhøjtidelig stemning, som tydeligvis er et hit hos de mange gæster.
”Min passion er så absolut maden og stedets atmosfære – Thomas har et hjerte som banker for iværksætteri, og derfor endte vi på den model, vi har nu: Et marked hvor nye iværksættere kan prøve drømme om eget køkken af for ganske få penge – og forhåbentlig skabe grobund for lysten til at åbne eget “rigtige” sted på sigt.” Britt Vorre.
Det var Aarhus kommune som i sin tid ønskede at etablere et madmarked i DSB’s gamle busgarager. Her var tre forskellige aktører i spil, og det blev så Aarhus Street Food som fik opgaven. Efter en crowdfunding på 3,6 mio. kr fra private donorer kunne Britt Vorre, Thomas Bendtsen og Kasper Kraglund gå i gang med at opbygge den store succes, som Aarhus Street Food er i dag.
Besøg Aarhus Street Food på Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus.