Café På Banen – et socialøkonomisk initiativ

I den fredede stationsbygning på Hobro station har Fonden Hedehuset siden januar 2018 drevet en café. Fonden Hedehuset er en socialøkonomisk virksomhed, som driver tilbud for borgere, som af forskellige årsager ikke kan gennemføre en uddannelse eller passe et almindeligt 8-16 job.

Formålet er at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet til at få et bedre fodfæste igennem oplæring og træning i at arbejde i køkkenet og betjene kunder ved disken.

Caféen fungerer i praksis som et helt almindelig café, hvor kunder kan spise brunch, burgere, sandwich og få kolde eller varme forfriskninger til. Indbyggerne i Hobro har taget særdeles godt imod caféen, som allerede har fået flotte anmeldelser fra kunderne.

Fonden Hedehuset arbejder i Mariagerfjord kommune, og samarbejdet med DSB er dermed solidt, lokalt forankret, hvilket giver gode forudsætninger for, at caféens succes fortsætter og at samarbejdet kan udvides.

Fakta:

  • Café På Banen åbnede i januar 2018.
  • Caféens kunder er især togrejsende som benytter stationen.
  • Caféens ansatte er hovedsageligt borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
  • Hobro station blev oprindeligt bygget i 1869, men blev revet ned og udskiftet i forbindelse med etablering af ny jernbane i 1893. Stationen blev fredet i 1992.