Byens Hus giver nyt liv til Bjerringbro station

I maj 2019 stiftede lokale ildsjæle Foreningen Bjerringbro Station – Byens Hus. Formålet var – og er stadig – at sikre stationsbygningens fremtid og omdanne den til et lokalt borgerhus og samlingssted på tværs af kulturelle aktiviteter og interesser i Bjerringbro.

Foreningen består af en bestyrelse og en række medlemmer som laver forskellige aktiviteter for alle borgere.

Gruppen Bypedeller er i fuld vigør og hjælper med forskellige praktiske gøremål rundt om i byen, f.eks. opstilling af byens juletræer og opsætning af flagallé til byens konfirmander. Byens Hus er også godt besøgt af diverse foredragsholdere og har desuden også godt fat i lokale frivillige, som hjælper med at sætte bygningen i stand. Hver tirsdag møder frivillige op til kaffe og rundstykker kl. 9 og så går de ellers i gang med at arbejde. Takket været lokale fonde har foreningen allerede 150.000 kr til renovering.

Der er flere aktiviteter på vej i Byens Hus. Inden længe åbner Mænds Mødesteder for mænd, der har brug for kontakt og fællesskab. Der er også ambitioner om at lokke de unge borgere til med E-sportsaktiviteter samt at åbne en café som også togkunderne kan få stor glæde af. Også fællesspisning er en ambition på den korte bane for foreningen.

”I fremtiden er vi et Byens Hus med ordentlig servering i form af fællesspisning. Vi afholder regelmæssigt arrangementer for borgerne – og vi er respekteret for vores indsatser for befolkningsgrupper, som savner støtte og kontakt,” siger Lars Haahr fra foreningen.

Der er gode intentioner såvel som ambitioner, men det er ikke nemt for en lokal forening at føre dem ud i livet. Bygningen har et større indvendigt vedligeholdsmæssigt efterslæb, og foreningen er på jagt efter en investering på 4 mio. kr. for at få alle ønsker til at blive virkelighed. På sigt er ambitionen at overtage ejerskabet af bygningen fra DSB Ejendomme og selv stå for al drift, naturligvis med respekt for togkunderne.

Fakta:

  • Foreningen Bjerringbro Station – Byens Hus lejer stueetagen og et kontorlokale på 1. sal.
  • Bjerringbro station blev bygget i 1863 og er byens ældste bygning. Den har været igennem flere ombygninger, men den seneste stod færdig i 1918.
  • Foreningen er lokalt forankret og har modtaget økonomisk støtte fra flere lokale sponsorer.

Liv i Stationen i Ringe

Lokale ildsjæle i Ringe stiftede i 2017 foreningen ”Liv i Stationen” med det formål at skabe aktivitet i den gamle stationsbygning. Ambitionen var at skabe et fællesskab på tværs af interesser, sociale lag og alder i Ringe by.

Stationsbygningen er blevet et nyt samlingssted for byens borgere, hvor de kan være med til mange forskelligartede aktiviteter lige fra fællesspisning og barselscafe, til koncerter, yoga, ølsmagning og kunstudstillinger.

Rikke Kaspersen er en af ildsjælene bag foreningen, og hun fortæller:

”Vi ville gerne have en legeplads for både børn og voksne. Et sted hvor der var god plads til drømmen om at skabe et livgivende rum centralt i byen, hvor fællesskab og vilde ideer kunne blomstre. Vi udvikler hele tiden vores aktiviteter og tilbud. Vi er ved at opbygge et navn som et intimt spillested, og arbejder også hårdt på at lave tilbud til børnefamilier samt ældre.”

Ringe station er fra 1876, og selvom det er en smuk bygning, kræver den en større renovering. Liv i Stationen har derfor søgt om 340.000 kr i støtte fra Realdanias pulje ”Underværker” til at optimere rumfordelingen, forbedre akustik, el og opvarmning i flere rum samt gøre bygningen handicap-venlig.

”Stationen fungerer nu som et innovativt, kulturelt klubhus med højt til loftet. Vi tror på, at 2 plus 2 giver 5. At vi sammen kan få fabelagtige ting til at ske,” slutter Rikke Kaspersen af.

Fakta:

  • Liv i Stationen lejer hele stueetagen på Ringe station.
  • Foreningen har i dag 210 medlemmer, som hjælper med udvikling og drift.
  • Liv i Stationen fik i opstarten 30.000 kr fra Faaborg-Midfyn kommunes borgerbudget.

Campuscafé i Vordingborg

Et samarbejde mellem Vordingborg Kommune, Realdania og DSB Ejendomme har ført til åbningen af en campuscafé på Vordingborg station. Næste skridt er etablering af musikøvelokaler i kælderen, så lokale talenter kan mødes og spille musik sammen.

Campuscaféen er et mødested for unge, hvor de kan lave lektier sammen, øve musik, hygge sig og ellers hygge sig sammen.

“Vores ønsker for Campus Caféens fremtid er, at den fortsat vil udvikle sig og vokse. Vi er netop i gang med at planlægge udvidelser, og vi har fået en masse gode idéer fra de unge i vores bestyrelse og i lokalområdet – så det er bare med at føre dem ud i livet,” fortæller Sarah Lindahl Nielsen fra Ungebestyrelsen i Vordingborg.

”Vi kan se, at det bestemt ikke er umuligt at genaktivere tomme stationsbygninger. Vores lejere illustrerer på bedste vis, hvordan lokale aktører – hvad enten det er kommuner, private, virksomheder eller foreninger – ser potentiale i at stationsbygningerne danner de fysiske rammer om projekterne, der dermed leje sig på stationen skaber nyt liv på stationerne, forklarer ” Jeppe Erikstrup Møller, projektleder i DSB Ejendomme.

Realdania har støttet initiativet med 7,8 mio. kr. fra deres kampagne ”Hovedbyer på forkant.”

Fakta:

  • Vordingborg kommune har lejet de tidligere Kort & Godt-lokaler på Vordingborg station.
  • Kommunes unge blev fra starten inddraget i indretningen af campuscaféen.
  • Hver dag passerer ca. 2.000 studerende Vordingborg station.
  • Vordingborg kommune er i gang at udvikle det omkringliggende område i projektet “Gang i Hovedgaden”.

Langå – Station K spiller op

Langå station stod tom i flere år indtil Langå Stationsforening i 2017 skrev under på en midlertidig lejeaftale og flyttede ind. Stationens fremtid er uvis, idet Banedanmark ønsker den nedrevet i forbindelse med udrulningen af elektrificering og signalprogrammet. Randers Kommune og Langå Stationsforening ønsker at bevare bygningen.

Initiativtager fra Langå Stationsforening, Anders Pedersen, fortæller om processen:

“Stationen virkede oplagt: den havde stået tom i lang tid, og lå for sig selv imellem spor 1 og 2, så levende musik skulle ikke kunne genere nogen dér.
Vi blev snart en fast gruppe på 8 personer, halvdelen musikere, halvdelen arkitekter, der gik i gang med en plan for at bevare stationen og samtidig skabe det kreative miljø for professionelle i kreative brancher, som vi syntes, at byen manglede.

Det er ingen hemmelighed, at DSB’s standardlejekontrakter er omfattende. De skal jo dække alle DSB’s forskellige lejemål, og har selvfølgelig nogle særhensyn, som skyldes, at mange lejemål er placerede i nærheden af skinnerne. Det brugte vi meget tid og energi på; der var ligesom ikke nogen vej udenom, og selvom det også kostede en del penge til advokatsalærer, var det givet godt ud, og vi har fået en rigtig fin aftale.

Udover det konkrete mål – at bevare Langå station – har vores drøm fra starten været at skabe en kreativ klynge for iværksætteri og småvirksomheder i kreative fag, og samtidig benytte den mulighed der er i lokalerne for at lave intime koncerter, foredrag og workshops. Alt sammen med udgangspunkt i de kompetencer, der er i huset. Vi har f.eks. fået musikundervisning i gang, og afholder band-camp for børn og unge, hvor vi trækker på de professionelle musikere, der har øvelokale på Station K.

Opbakningen har i øvrigt været fuldstændig overvældende, og de støttemedlemskaber, vi har solgt, vidner også om en stor lokal interesse for projektet. Efter at vi fik hul på fundraising, begyndte det at gå stærkt med ombygning af lokalerne, og det har selvfølgelig også øget interessen fra nye kontorbrugere.

Vi vil gerne kombinere et højt professionelt miljø med en kulturel profil, der kan bidrage til at udvikle Langå og resten af den dejlige del af landet vi bor i.”

Fakta:

  • Langå Stationsforening blev stiftet i 2017 med det formål at leje lokaler på Langå station.
  • Stationsforeningen har døbt lejemålet Station K. K står for “knudepunkt” kreativt iværksætteri, kaffe, kulturarv, m.m.
  • Station K lægger hus til en café, to musiklokaler, seks kontorer og et mødelokale.
  • Langå Stationsforening har lejet sig ind på en midlertidig lejekontrakt, idet der pga. Banedanmarks elektrificeringsprogram er uvist om stationsbygningen skal nedrives.

Fruens Bøge – Kaffebar med sjæl

Kåre Loll åbnede i 2015 Velodrom kaffebar i den charmerende stationsbygning, som ligger i skovområdet Fruens Bøge ved Odense. Kaffebaren er indrettet med sans for stedets historie. Med udgangspunkt i gamle tegninger af bygningen har Kåre udvalgt interiør, der passer til den fredede stationsbygning, for som han siger: ”For mig er det vigtigt at stedet bliver indrettet med respekt for bygningens karakteristika. Jeg har også indtryk af, at det er vigtigt for kunderne at kaffebaren er et særligt sted – en tidslomme – og ikke minder om andre kaffebarer”

Kåre Loll har ikke et egentligt køkken til rådighed på stationen og får derfor leveret brød og kager fra et lokalt bageri. Da Velodrom er en kaffebar er der selvfølgelig fokus på kaffen. Kaffebaren har derfor et tæt samarbejde med et lokalt risteri, der løbende leverer nyristet kaffe.

Når Kåre bliver spurgt om hvilke råd han vil give videre til andre, der kunne finde på at starte en selvstændig virksomhed, fortæller han, at ” det er vigtigt at forstå sit lokalområde, så man kan tilbyde kunder og gæster noget der mangler”

Fakta:

  • Velodrom Kaffebar åbnede i Fruens Bøge station i juli 2015.
  • Fruens Bøge Stationsbygning er bygget i 1876 og tegnet af H.A.W. Haugsted. Stationsbygningen er fredet.
  • Kaffebarens kunder er først og fremmest togpassagerer, børnefamilier fra den nærliggende legeplads, cykelmotionister der gør et stop og gæster i Fruens Bøge Skov.
  • Velodrom henviser til den cykelbane der fandtes i området omkring år 1900.

Sorø – Café i den gamle station

I den fredede stationsbygning på Sorø Station har parret Mette Stentoft og Thomas Skotte Stentoft åbnet cafeen Skotte & Stentoft. Her er de hver morgen fra kl. 6 til at servicere de mange morgenpendlere med morgenmad og kaffe. Ud over kolde og varme drikkevarer og dagens bagværk tilbyder de også en række håndplukkede kvalitetsprodukter og man finder både chokolade, kunsthåndværk, håndlavet sæbe og tekstiler på hylderne i det charmerende lokale.

Caféen har siden åbningen udviklet sig til at blive et lokalt kulturhus. Parret afholder yoga- og tangoundervisning i den gamle ventesal samt ferniseringer og påske- og julemarkeder.

”Vi havde ikke nogen iværksættererfaring da vi begyndte, men vi fik rådgivning fra kommunen til at komme i gang,” fortæller Thomas Skotte Stentoft.  Parret drømte om at få friheden ved at blive selvstændige iværksættere og selv bestemme. De mange arrangementer og projekter, som parret har sat i gang, handler også om personlige interesser: ”På en måde er caféen en platform, hvorfra vi kan sætte ting i gang, som vi brænder for” uddyber Thomas

Thomas Skotte Stentoft har med udgangspunkt i stationen engageret sig i en andre række projekter. Han har bl.a. udnævnt sig selv til tilflytterambassadør for Sorø – et initiativ i samarbejde med kommunen – hvor han byder besøgende, der kommer med tog, på en snak om, hvordan det er at bo i Sorø. Han arbejder også på at udvikle stationen til Naturstation, hvor man som rejsende kan få information om de mange naturoplevelser, der findes i og omkring Sorø.

Fakta:

  • Café Skotte & Stentoft åbnede på Sorø station i marts 2015.
  • Sorø Stationsbygning er bygget i 1856 og er Danmarks næstældste jernbanestation – efter Roskilde.
  • Cafeen har åben hverdage fra kl. 6 – 17 og lørdage 10- 15
  • Se mere på facebookprofilen Skotte & Stentoft